Dagbladet Holstebro


Af Mette Sørensen - meja@bergske.dk
01. September 2007 08:00

I 1984 flyttede Rie Boberg ind i et hus ved navn Ballotto - det betyder "kogte kastanjer" - på en bjergskråning i det nordlige Toscana i Italien.

Forinden havde hun og ægtemanden, maleren Jørgen Boberg, boet et par år i en lejlighed i det toscanske, men det var blevet for trangt - begge længtes efter mere plads og mere natur.

De fik begge dele - og en masse arbejde oveni, da huset mildest talt var i en elendig stand og hverken havde elektricitet eller indlagt vand.



Faktisk gik der ikke engang en ordentlig vej op til huset.

Rie Boberg har skrevet bogen "Mit Toscana" om arbejdet med huset, om italienerne, om maden og om Toscana.

Og det er den skønneste bog.

Jeg kan slet ikke anbefale den nok - både til dem, der allerede er forelskede i den italienske region, og til dem, der ikke har noget imod at blive det...med alvorlig fare for bivirkninger i form af en ubændig rejsetrang.

Glimt i øjet

Rie Boberg skriver gudbenådet.
Med glimt i øjet og humoristisk distance beskriver hun både ægtemanden - som hun konsekvent bare kalder "Maleren" - vennerne, der heller ikke har rigtige navne, men hedder Statuemageren, Kunsthistorikeren, Den nervøse Digter, Mureren og Fotografen, samt de skønheder og særheder, der gør Toscana til den perle, den er.

Hun har en sikker forståelse for den gode historie, og som en slags kvindelig pendant til Erik Pouplier (der begår sig i humoristiske historier om mennesker og landsbyliv i Provence - kan også anbefales) underholder hun, samtidig med at hun oplyser.



Man kan læse spændende fortællinger om pengebyen Siena, om byen Bargas' 1100-tals bro, Il Ponte del Diavolo (Djævelens Bro), hvis konstruktion ingen helt har gennemskuet endnu, om byen Aulla, der har et helt officielt kontor mod onde øjne, forklaringer på ordene Vinsanto og Arista, der begge er opstået som misforståede fortolkning af en græsk kardinals udbrud, og historien om modesvinet La Cinta Seneste, som er af ældgammel afstamning og som romerne, ifølge Rie Boberg, "medbragte både til Tyskland og Storbritannien som en ekstra madpakke".

Kærlig afklapsning

Men jeg holder nu alligevel mest af historierne om menneskene.
Hendes beskrivelse af ægtemanden er absolut kærlig, men er også en humoristisk afklapsning.

Som da hun bliver vækket tidligt om morgenen af en nabo, der fortæller, at en skovbrand er opstået, og at vinden nu blæser ilden i retning af hendes hus.

Mens ægtemanden sover videre, organiserer Rie en kæde af unge mænd med motorsave, og sammen kæmper de for at lave et brandbælte.

Efter timers arbejde kommer helikopterne endelig og smider havvand ud over branden. Ilden er slukket, og huset er reddet.

Beretningen slutter: "Da vi kom tilbage til huset, havde Maleren lavet et herligt billede af skovbranden og bød de trætte slukningsarbejdere på vin".

Da morede jeg mig kosteligt!

Og senere i bogen hyggede jeg mig smilende med følgende:



"Maleren bryder sig ikke om bøf, slet ikke grillet Fiorentina. Han bryder sig heller ikke om at rejse. Men insekternes sexliv fascinerer ham".

Forrygende fotos

Bogen er krydret hist og pist med opskrifter af den ægte toscanske slags.

Mange af dem er svære at følge slavisk, fordi de er fyldt med toscanske specialiteter, som i bedste fald er svære at skaffe herhjemme - i værste fald umulige.

Men det gør lige som ikke så meget.

Det er alligevel ikke sådan rigtigt en kogebog. Opskrifterne indgår mere som en del af fortællingen, og når man læser ingredienserne, løber tænderne i vand, og man føler sig endnu mere hensat til Toscana, end man var i forvejen.

Maden føjer en ekstra dimension til læsningen.

I øvrigt er der vist heller ikke et eneste foto af en færdig ret.



Men derimod masser af ingredienser - de levende, tykke koksgrå/sandfarvede La Cinta Seneste-svin, skuffelkrebs (ja, hvem har nu nogensinde hørt om sådan nogen?), lardo de colonnatta (lagret, krydret fedt fra svineryggen, en specialitet fra byen Colonnatta), fisk, pasta, små violette artiskokker, oliven o.s.v. Billederne er lige så vidunderlige som teksten.

De er fyldt med poesi, og selv om fotografierne af landskaber, huse, broer og dyr får det til at rykke i læseren efter at komme af sted på rejse, synes jeg, at fotograf Anne-Li Engström har et ganske unikt talent, når det gælder billeder af mennesker.

Hendes portrætter er lige så registrerende, humoristiske og kærlige, som Rie Bobergs fortællinger er det.

De matcher hinanden godt.

"Mit Toscana" er flere timers god læsning og rendyrket nydelse.
Og så kan man oven i købet lære noget om Toscanas historie undervejs.

Men pas på - før du får set dig om, er du i gang med at pakke bilen...