Den
vinøse olie
Berlingske Tidende
12.12. 04
Her
har vi så noget så sjældent som en fuldpris bog fra Politikens Forlag.
Udgivelsen,
som er begået af Rie Boberg, der er bosiddende i Toscana og selv driver en lille
olivenlund, kan bedst sammenlignes med en god seriøs vinbog.
Kulturen omkring
olivenolie i Toscana minder nemlig et godt stykke hen af vejen om den, der omgiver
vinens verden.
Vi får med andre ord alt at vide om oliens historie og tilblivelsesproces,
og ikke mindst hvordan man smager på og bedømmer de grøngule dråber.
Bogen
er sine steder skrevet i en oplevelses-agtig tone, som sammen med de stemningsfulde
fotografier giver et godt indtryk af olivenoliens højborg Toscana.
Der er
tillige garneret med et par håndfulde opskrifter, mest klassikere som bruschetta,
panzanella (toscansk brødsalat) og spaghetti al aglio e olio.
Bagerst finder
man en guide til at købe olivenolie i Danmark med ratings af forskellige olier.
Udvalget af olier og forhandlere er dog så sparsomt dækkende, at det burde
have været helt udeladt.
Efter min mening kommer de bedste olier hos toscanske
og umbriske vinproducenter, som fremstiller disse i meget små oplag.
Dem finder
man hos de respektive danske vinimportører, men det nævner guiden ikke.
Ellers
er der dog tale om rigtig god bog, som man ikke kan undgå at blive klogere af.
Rie Boberg: Olivenolie. Politikens Forlag. 240 s. 269 kr.