Sådan blev vi husejere i Toscana

Af Susanne Brandi

Vi har nok alle oplevet at være på ferie, et helt vidunderligt sted – syd for Danmark naturligvis, slentre arm i arm med sin elskede og i den lune sommeraften, kigge på de pittoreske og vidunderligt fremmedartede huse der, hvor man nu er.

Så kommer tanken:
Tænk hvis det hus var vores
... tænk hvis vi boede her...!

Sådan har vi også tænkt, og i løbet efteråret 2003 blev det til virkelighed for os. Som så mange andre har vi forelsket os i Italien. I klimaet, vinen, maden, kulturen, menneskene, livsrytmen, jeg kunne blive ved... Vi begyndte så småt i løbet af foråret 2003 at undersøge, hvordan man kunne erhverve sig et hus eller en ejendom i Italien, hvilket udbud der var og hvordan prisniveauet var i det område, hvor vi gerne ville være – Toscana, omkring Lucca evt. nedre Garfagnana. Det skal lige siges, at vi ikke på nuværende tidspunkt har tænkt os at flytte permanent til Italien.

Det skal lige siges, at vi ikke på nuværende tidspunkt har tænkt os at flytte permanent til Italien.

Det vi vil, er at have et feriehus, som vi kan benytte hen over året når vi har lyst.

Nå, men i foråret 2003 begyndte vi som sagt, og da vi skulle finde ud af, hvilket udbud der var i området søgte vi på internettet – dette efterhånden fuldstændig uundværlige medie med en styrtende masse informationer.

Vi fandt adskillige ejendomsmæglere i området og sendte forsigtige forespørgsler ud på e-mail, så vi kunne finde ud af, om de kunne svare os – på engelsk!

Vi kan desværre ikke endnu formulere os fornuftigt på italiensk. Samtidig søgte vi informationer forskellige steder og fik her masser af input fra primært www.clubi.dk samt www.italy.dk, hvor vi bl.a. fandt en henvisning til Rie Boberg, der hjælper danskere, der ønsker at erhverve et hus i Italien.

Rie skulle vise sig at blive en af vore allerbedste investeringer!

I sommerferien 2003 havde vi så på forhånd lavet aftaler med et par ejendomsmæglere, og havde også på forhånd fortalt dem hvilke ejendomme vi gerne ville se på.

Alle vore aftaler, som var lavet pr. e-mail, blev overholdt og vi fik en seriøs og professionel behandling af de ejendomsmæglere vi mødtes med.

Nu så vi så, hvad vi kunne få på det prisniveau, som vi kunne overkomme. Som I Danmark varierer prisen udfra om der er jord med eller om huset er tæt på større by.

Men det viste sig faktisk, at min mand og jeg ikke helt havde afstemt vores drømme – han ville gerne langt ud i naturen – dvs. op i bjergene og væk fra alfarvej, hvor min drøm var det lille byhus i det lille stræde, hvor jeg kunne fornemme livet i landsbyen, hvis jeg gik en tur i byen.

Men også jeg ville op i bjergene og vi var også enige om at det skulle være væk fra de andre turister – altså ikke for tæt på kysten.

Inden vi tog på sommerferie, havde vi kontaktet Rie Boberg og haft en snak om, hvad vi gerne ville, og hvordan hun kunne hjælpe os. Bl.a. ved at komme tilstede, så snart vi evt. besluttede os for et hus, så hun var ”med inde over”, når der skulle laves papirer og besøges notar mv.

Det fik vi ikke brug for denne gang, men til gengæld fik vi brug for Ries hjælp, da vi holdt udenfor et hus, vi synes var fantastisk og der var et til salg skilt med angivelse af telefonnr.

Hurtigt fat på Rie på mobilen og Rie tog så over og fik en pris på huset, og ringede tilbage til os – alt for dyrt!

Ferien var slut.

Vi tog hjem til Danmark uden at have købt et hus, skuffede, men med større forståelse af prisniveau, husenes tilstand, de forskellige områder etc.

Vi var ikke andet end lige kommet hjem, da der blev annonceret en ganske lille hytte med meget stor grund på en bjergtop.

Det var lige noget for min mand – så 14 dage efter vi var kommet hjem, tog vi flyveren Lübeck-Pisa (Ryan-air) for at se på huset.

Men nej, heller ikke denne gang var det det rigtige – prisen var OK, men huset skulle bygges op fra grunden og det lå helt ØDE på en bjergtop – 25. min. ad en grusvej til nærmeste bar!

Øv, om igen! Vel hjemme igen, var det så små begyndt at gå op for os, at i det område, hvor vi kiggede, fik vi ikke nok for vores penge (eller modsat: havde vi ikke råd til at købe noget, der var i så god stand, at vi kunne overkomme resten).

Jeg kan ikke huske, hvordan vi derefter fandt Lunigiana-området på internettet (den allernordligste del af Toscana), men pludselig var det der!

Et fantastisk smukt naturområde.
Toscanas hemmelige grønne juvel!

Og helt udenfor turistområderne – dog ikke mere end 25 min. kørsel til stranden og som en tillægsgevinst: ca. 50 min. kørsel til skisport!

Også her er der ejendomsmæglere, der har informative hjemmesider med masser af billeder af huse til salg.

De er dog ikke specielt vant til at få henvendelser fra danskere!

Der bor dog nogle englændere og enkelte hollændere i området, hvilket dog ikke gør at der tales engelsk.

KUN ITALIENSK!
Afsted til Italien igen – det er oktober nu – og vi har fået afstemt vore drømme (tror vi nok).

Denne gang har vi bedt Rie om at arrangere møde for os - 2 forskellige ejendomsmæglere, 4 huse hos hver!

En af mæglerne var så venlig at hjælpe os med at finde et hus vi kunne leje mens vi var der.

Den ene ejendomsmægler talte gebrokkent tysk – så kommunikation var der.

Den anden ejendomsmægler havde en freelance sekretær, der talte engelsk, så det var en lettelse.

Begge ejendomsmæglere kørte os rundt i området, og viste os de på forhånd ønskede huse og lidt af egnen.

Meget, meget gæstfrit og omsorgsfuldt.

Og sikke et område!

Når man har udvalgt sig nogle huse, er der jo altid nogle 1. prioriteter og nogle 2. prioriteter.

Denne gang var 1. prioriteten slet ikke hvad vi forventede, hvorimod et af de huse, som vi bare havde valgt for at få tiden fyldt ud, var lige det vi søgte.

Et ca. 400 år gammelt hus i en lille by oppe i bjergene, omgivet af en storslået natur og udsigt, der gør at man ikke føler sig ”trykket over skuldrene”.

Det ta’r vi!

Nu skulle det gå stærkt, for vi havde jo planlagt hvornår vi skulle hjem.

Vi ringede straks til Rie, der lavede de aftaler der skulle laves med ejendomsmægleren og med os aftale hun, at hun kom op til os om eftermiddagen næste dag.

Samtidig havde ejendomsmægleren lavet aftale med notaren, da der skulle skrives foreløbige papirer inden vi tog hjem.

Samme ejendomsmægler kørte os til et kontor, hvor vi skulle have en codice fiscale (et personnr.) og derefter tog han os med i en bank, hvor der blev oprettet en konto i vores navn, så vi kunne overføre betalinger til huset og senere betale regninger etc. automatisk, som vi gør herhjemme.

Italienere kan godt ”rykke”, når de skal – det skal jeg love for!

Vi var noget anspændte og måske lidt stressede over det, vi nu havde besluttet og kastet os ud i.

Vi sad om aftenen, og kiggede på hinanden over rødvinen:
”Hvad har vi gjort?”, ”Går det nu?”

Men fredag eftermiddag kom Rie, og hun tog MEGET professionelt over og fik ordnet og formidlet informationer begge veje på en måde, som vi var meget trygge ved, og vi kunne mærke at også italienerne var trygge ved Rie.

Hos notaren blev der også lavet en fuldmagt til Rie, så hun på vore vegne kunne afslutte købet når vi var taget hjem, der ville nemlig gå et par uger før det hele var i orden!

Sådan – ”piece of cake” – pr. 1. november 2003 blev vi husejere i Italien .

Ikke mere ”tænk hvis...”

Som nævnt er huset 400 år gammelt, der var hverken indlagt el, vand eller gas, og der var ikke toilet/bad.

Det skulle vi nu i gang med ... og den historie må du få en anden gang!

Jeg kan dog sige så meget, at vi i skrivende stund 9. december 2004 kun mangler at male huset udvendigt og gøre noget ved haven.

Men det er ikke uden ”sjove oplevelser” at vi er nået hertil.

Og NU er vi begyndt på at lære italiensk – for vi længes efter at snakke med vore italienske naboer.